Madam Svendsen og sundtolden

Virkelighedens Madam Svendsen var et kendt indslag i bybilledet.

Madam Svendsen” kaldes dukken, som sidder foran Skibsklarerergaarden i husets åbningstid.

Det sker, at forbipasserende, udenbys bilister udtrykker medlidenhed med det stakkels menneske, som sidder på fortovet og sælger grøntsager, men virkelighedens Madam Svendsen var nu en ganske holden kvinde, for også hun profiterede af den velstand, som sundtolden bragte til Helsingør.

For nok gik pengene fra tolden først direkte i kongens lommer og siden i statskassen, men det det var af umådelig betydning for Helsingørs borgere, at alle skibe mellem 1426 og 1857 måtte standse ved Kronborg for at betale told. Handelen med skibene florerede, der var mange penge mellem folk, og endnu i dag kan vi glæde os over de herskabsejendomme, som blev opført i 1700-tallet.

Til gengæld var fornøjelsen til at overse hos dem, der skulle betale tolden. Afgifterne beregnedes efter en jungle af regler, og det samlede beløb var yderst afhængigt af den embedsmand på toldkammeret, som behandlede sagen. Flere stormagter udbad sig i årenes løb en konkret prisliste, men den fremkom aldrig, og skipperne blev stillet over for krav om ”skriverpenge”, ”tøndepenge”, ”lygtepenge”, ”salpetertold” og andre besynderligheder.

Som den gamle skydeskive viser, lå Sundtoldkammeret i forlængelse af den nuværende husrække i Strandgade.

Datidens folkeretseksperter erkendte dog, at Danmark havde hævd på at opkræve tolden, også efter at vi havde mistet Skåne, Halland og Blekinge.  Juristerne mente også, at det var i orden, at et land opkrævede en ”rimelig” afgift for at sørge for fyr og afmærkning, og for at holde farvandet fri for pirater. Der var dog onde tunger, der sagde, at de virkelige pirater sad på Sundtoldkammeret i Helsingør.

I 1602 gav sundtolden Danmark en indtægt på 142.000 rigsdaler, og anden told 59.000 rigsdaler, hvilket betød, at 49 pct. af rigets indtægter kom fra toldopkræving.  

I løbet af 1800-tallet begyndte man også i København at blive træt af sundtolden, fordi skibene søgte til havne i Jylland for at undgå den. USA foreslog, at tolden blev afskaffet mod en engangsafgift, og en international konference i København i 1857 endte med, at Danmark fik i alt 33,5 mio. rigsdaler mod at alle frit kunne sejle i sund og bælt.

På det tidspunkt indbragte tolden 2,8 mio. rigsdaler, svarende til en ottendedel af statsbudgettet.

Toldkammerets adresse ville have været Strandgade 97, hvis det stadig havde eksisteret.

I Helsingør blev der stille, og virkelighedens Madam Svendsen måtte nøjes med at råbe ad byens beboere - og af sine kolleger og konkurrenter - fra sit faste tilholdssted i en port på den side af Strandgade, som i dag er parkeringsplads.