Helsingør Kommunes Museer
Søg

Nye bøger i butikken

Butikken på Helsingør Bymuseum har et stort udvalg af de mange bøger, der er skrevet om Helsingørs historie.

 

De nyeste er:

 

 

 

En byhistorisk vanding i det gamle Helsingør

 

Husk at kigge op, lyder rådet i museumschef Kenno Pedersens nyeste bog om de mange spændende huse i Helsingør.

 

I ingen anden dansk provinsby ligger så mange fredede og bevaringsværdige huse så tæt, og i mange tilfælde er de øvrige etager aldeles uspolerede.

 

Denne nyeste byguide adskiller sig fra tidligere ved at være i perfekt lommeformat og ved at medtage alle huse med gadefacade, hvor opførelsestidspunktet er kendt.

 

Bogen rummer stof til adskillige byvandringer, og det er let at tilrettelægge sine egne ture i byen, for alle husene er systematisk beskrevet i nummerorden fra gade til gade.

 

Pris: 99 kr.

 

 

 

 

 

Årbog 2007

 

Museernes nyeste årbog rummer dels en enestående samling erindringer fra Helsingør mellem 1912 og 1926, dels en artikel om den navnkundige Espergærde-lærer Arne Meyling og hans fine samling af oldsager.

 

Museernes seneste årbog blev præsenteret ved en reception i Skibsklarerergaarden den 16. april.

 

I år er hovedartiklen skrevet af Niels W. Venge, som døde i 1986, men inden da fik nedfældet sine barndomserindringer. Hans efterkommere har sikret, at vi nu kan læse om Helsingør fra 1912, hvor Niels W. Venges forældre – moderen var af den kendte slægt Tvede - flyttede til byen med deres toårige søn.

 

Han forlod byen i 1926, men hans barnebarn, Helene Venge, skriver i forordet:

 

”Han talte ofte om Helsingør, som på en eller anden måde altid var med ham. Det er rart at tænke på, at han nåede at skrive om byen og sin barndom dér, og at hans indlevende beskrivelser nu kommer alle og Helsingør til gavn og glæde”.

 

Artiklen er rigt illustreret, dels med private fotos, som aldrig har været offentliggjort, dels med billeder fra det byhistoriske arkiv.

 

Niels W. Venge skriver godt og meget, så der er kun blevet plads til én yderligere artikel. Her beretter mag.art. Søren Skriver Tillisch om Arne Meyling, som var 1940 til 1972 var lærer på Espergærde Skole og med forfatterens ord: ”en ildsjæl udi historieformidling”.

 

Han grundlagde en stor samling af oldsager, som nu er på Flynderupgård Museet. Samlingen har ikke blot givet væsentlige nye indgangsvinkler til egnens forhistorie. I dag er den også et vidnesbyrd om historieundervisningen i midten af 1900-tallet.

 

Pris: 190 kr.

 

 

 

 

Marienlyst – Hvor Havet møder Historien

 

Hotel og Casino Marienlyst har eksisteret i 150 år. Hovedforfatteren til dette jubilæumsskrift er en særdeles veloplagt direktør Helge Svendsen, som ejede hotellet i 50erne og 60erne. Hans beretning er udkommet tidligere, men er her suppleret med nye billeder og anekdoter. Marienlysts nyere historie er indsamlet fra tidligere og nuværende medarbejderne, fra aviserne og fra Helsingør Bymuseum.

 

Blandt andet hører vi om teatermanden Aage Stentoft, som købte stedet i 1942 og investerede en mindre formue i at renovere alt. En berømt revy kom der også, men da pengene for alvor skulle tjenes hjem, blev Marienlyst beslaglagt af den tyske besættelsesmagt.

 

Da de sidste tyske flygtninge var væk i 1947, skulle der pumpes yderligere to en halv million i genopbygningen, og Helge Svendsen beretter, at historien fra dengang kunne have været skrevet af gyserkongen Alfred Hitchcock.

 

Pris: 220 kr.

 

 

 

Tikøb – Danmarks største sognekommune. Af Kjeld Damgaard.

 

Tikøb Kommune blev lagt sammen med Helsingør ved kommunalreformen i 1970. Både hvad angår areal og indbyggertal var den blandt Danmarks største, og den var foregangskommune blandt sognekommunerne i Danmark. Allerede i 1867 fik den således et kommunekontor med faste åbningstider. 

 

Ved sammenlægningen var der 20.000 indbyggere, tre havne, syv jernbanestationer, syv skoler, to biografer, ni læger, seks tandlæger og ni postkontorer. Men Helsingør mente ikke at have plads nok til udvidelser, og det blev enden på Tikøbs selvstændighed.

 

Trods folkelig modstand bøjede sognerådet sig for sammenlægningsplanerne, hvad der førte til, at både formanden og den socialdemokratiske gruppeformand blev truet med tæsk af ophidsede Tikøb-borgere.

 

Bogen fortæller om rige og fattige, om politikere og embedsmænd, om brandvæsen, skoler, biblioteker, veje, vand- og gasforsyning, om besættelsestiden og meget andet fra Tikøb Kommunes storhedstid.

 

Pris: 230 kr.

 

 

 

 

125 år – Helsingør Roklub og dens by. Af Søren Holm og Bent Jørgensen.

 

Den første sportsklub, der stiftedes i Danmark uden for København var Helsingør Roforening. Betænksomme medlemmer har gennem tiden sørget for, at der i dag ligger et meget stort kildemateriale, bl.a. i form af billeder og scrapbøger, som forfatterne har haft glæde af.

 

Klubben har altid haft et tæt samspil med Helsingør By, og det er symbolsk, at den blev oprettet af folk fra det nyåbnede skibsværft.

 

Forfatterne har lagt vægt på ikke blot at skildre årene fra 1883 til 2008 ud fra klubbens egen selvforståelse, men også at belyse dens rolle for byens udvikling.

 

Pris 75 kr.

 

 

Opdateret 9.7.2008 / af Hans-Henrik Landsvig
Helsingør Kommunes Museer | Sct. Anna Gade 36 | 3000 Helsingør | Tel: 49 28 18 00 | E-mail: museerne@helsingor.dk